Sundhedsfaglig specialkonsulent til Afdeling for Rehabilitering i Center for Sundhed- og Rehabilitering

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du forme fremtidens sundhedsvæsen?
Bliv sundhedsfaglig specialkonsulent i Afdeling for Rehabilitering, Center for Sundhed og Rehabilitering i Københavns Kommune.

Om os
Center for Sundhed og Rehabilitering har – som en del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen – det strategiske ansvar for udvikling af det nære, sammenhængende og bæredygtige sundhedsvæsen i Københavns Kommune. Vi har en ambition om at sætte nye standarder for den kommunale sundheds- og rehabiliteringsindsats, der møder en udvikling med flere og mere behandlingskrævende borgere og færre hænder til at løse opgaven.

Afdeling for Rehabilitering, som er en af tre afdelinger i Center for Sundhed og Rehabilitering, har ansvaret for at udvikle og understøtte rehabiliteringsindsatsen på forvaltningens genoptræningscentre og midlertidige pladser, samt Neurorehabilitering København. Vi er aktuelt inde i et stort arbejde med at tilpasse alle områder til de nye strukturer, hvor flere af opgavernes myndighedsansvar overgår til regionen, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er driftsoperatører. Også ældrelov, genoptræning i helhedspleje og nye digitale rettigheder er centrale udviklingsområder i fokus. Afdelingen består af 14 engagerede medarbejdere, som i overvejende grad har terapeutisk baggrund.

På genoptræningsområdet arbejder vi med et skærpet fokus på social ulighed og differentierede forløb for at sikre et fortsat bæredygtigt genoptræningstilbud, vidensbaseret og med høj kvalitet. Centrale temaer i denne udvikling er organisatoriske og individuelle sundhedskompetencer og digital genoptræning – samt en fortsat udvikling af datadrevne beslutninger både på vores driftsenheder og i centralforvaltningen.

Om jobbet
Vi søger en engageret kollega til at bidrage til vores strategi- og politikudvikling indenfor hele rehabiliterings- og genoptræningsområdet. Som specialkonsulent er du parat til at løfte komplekse opgaver, der kan omfatte koordineringsansvar, projektansvar, fagligt ansvar, selvstændigt og med høj kvalitet i opgaveløsningen.

Dit arbejde indebærer tæt samarbejde med fagligt stærke kolleger med henblik på at være bindeled mellem driftsenhederne, som har borgerkontakten, centralforvaltningen samt det politiske niveau. Sammen skal vi bidrage til at forme og omsætte nationale dagsordener til kommunale realiteter.

Du vil være i tæt samarbejde med leverandører, herunder arbejdet med datasikkerhed, kontrakter, økonomi og udarbejdelse af budgetforslag og business cases.

Dine opgaver vil variere mellem projektledelse af større udviklingsopgaver og understøttelse af driftsenheder. Du vil derfor ofte opleve en afvekslende arbejdsdag med opgaver både i centralforvaltningen og på driftsenhederne.

Om dig
Du har en sundhedsfaglig baggrund og evt. en akademisk overbygning.
Du har minimum fire års erfaring fra borgernært arbejde, gerne i det nære sundhedsvæsen.
Du har bred interesse for det nære sundhedsvæsens opgaver og herunder også den digitale omstilling, fx på områderne genoptræning, rehabilitering, forebyggelse og det tværsektorielle samarbejde.
Det vil være en fordel, hvis du også har erfaring med at arbejde i politisk styrede organisationer (regioner, kommuner og/eller interesseorganisationer).
Du har en god forståelse for og gerne erfaring med at navigere i forskellige ledelsesrum i en politisk styret organisation.
Du har en solid værktøjskasse inden for projekt-, forandrings- og procesledelse.
Du har interesse og erfaring med arbejde med data på sundhedsområdet.
Du har erfaring med, eller er parat til at blive en del af et team, der ofte holder oplæg og workshops, både internt i organisationen og på den regionale eller nationale scene.
Du har en god og reflekteret skriftlighed og gerne med kendskab til at udforme politiske indstillinger – og er nysgerrig på at lære mere.
Ansvarsbevidsthed, fleksibilitet, evnen til at samle trådene i opgaveudførelsen og gode relationelle kompetencer, der muliggør effektivt samarbejde både internt og eksternt, er afgørende egenskaber for denne stilling.

Vi tilbyder et selvstændigt og udfordrende job i et engageret, energisk og travlt miljø med skiftende dagsordener og alsidige opgaver. Du får gode muligheder for fleksibilitet mellem fremmøde i Telehuset på Borups Allé og hjemmearbejde. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, faglig sparring, ansvarlighed og respekt. Du kan læse mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen her.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen og er til besættelse den 1. august 2026 eller snarest derefter. For den rette kandidat kan der være mulighed for ansættelse som sundhedsfaglig konsulent eller eventuelt specialkonsulent.

Yderligere information
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Charlotte Meiner Kam på 30 31 82 99.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og andre relevante dokumenter.

Søg via linket senest torsdag den 18. juni 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 26.

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.