Kommunikationskonsulent til Stab hos Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen

Søg jobbet

Kommunikation
Fuldtid
Fastansættelse

Kan du omsætte strategi til klar kommunikation, der skaber retning og fælles forståelse i organisationen?
Trives du med at understøtte direktionen i deres interne og eksterne kommunikation?
Og har du blik for at spotte kommunikationsbehov, før de opstår?

Så har vi en spændende stilling til dig.

I Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har vi en vision om at være på forkant med udviklingen og tage ansvar for, at København forbliver en af verdens bedste byer. For at sætte retning for arbejdet med visionen, har vi en strategisk ramme, der samler de vigtigste prioriteringer og indsatser i forvaltningen.

Når hele forvaltningen arbejder efter en fælles strategisk ramme, skal den også kunne forstås i hverdagen. Derfor kræver det klar kommunikation om, hvor vi er på vej hen, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Strategier, mål og beslutninger skal være tydelige for de ledere og medarbejdere, der skal omsætte dem til konkret handling. Direktionen spiller en vigtig rolle som afsender i den kommunikation, og din opgave bliver i høj grad at hjælpe med at få deres budskaber ud i forvaltningen.

Til enheden Forretningsudvikling søger vi derfor en kommunikationskonsulent, der kan omsætte det strategiske arbejde til klar, relevant og handlingsorienteret kommunikation og gøre den fælles retning tydelig for forvaltningens 2.700 medarbejdere. Du skal desuden understøtte direktionens kommunikation, internt og eksternt, og hjælpe os med at fortælle flere historier fra hverdagen, der viser, hvordan forvaltningens arbejde og indsatser gør en forskel for medarbejdere og københavnere.

Om jobbet
Dine opgaver bliver bl.a. at

  • at være med til at nytænke og videreudvikle vores interne kommunikation på tværs af forvaltningens afdelinger, så kommunikationen skaber forståelse og opbakning i forvaltningen, og synliggør vores arbejde og resultater i og uden for organisationen
  • rådgive om og understøtte med kommunikation, hvor direktionen er afsender
  • planlægge og afvikle vores town hall-møder for hele forvaltningen og fællesmøder for forvaltningens ca. 100 ledere
  • udvikle kommunikationsplaner og føre dem ud i livet
  • producere indhold som præsentationer, nyheder til intranettet, videoer, talepunkter og kommunikationspakker
  • arbejde aktivt med LinkedIn og opsøge og formidle de gode historier fra forvaltningen, som understøtter vores mål og vigtige dagsordner
  • rådgive om kommunikation i projekter
  • bidrage til Forretningsudviklings øvrige opgaver

Du løfter opgaverne i tæt samarbejde med kontorets anden kommunikationskonsulent, og I hjælper hinanden i hverdagen. Vi forventer ikke, at du kan løse alle opgaver fra dag ét. Opgaver og ansvarsområder fordeles endeligt, når vi kender dine kompetencer, din erfaring og dine ambitioner.

Om dig
Du har en relevant uddannelse som fx cand.comm., retoriker, journalist eller lignende og har mindst tre års erhvervserfaring. Gerne fra en større politisk ledet organisation. Vi lægger også vægt på, at du

  • har blik for, hvordan budskaber målrettes forskellige målgrupper og kanaler
  • har erfaring med intern kommunikation, forandringskommunikation og kommunikationsrådgivning
  • har arbejdet med organisk indhold på LinkedIn
  • formidler klart og præcist og kan bruge kreative og visuelle greb i din kommunikation
  • er god til relationer og samarbejder godt med forskellige fagligheder og på forskellige niveauer
  • har analytisk sans, er initiativrig og kan opfange kommunikationsbehov, før andre nødvendigvis har sat ord på dem

Vi tilbyder

  • meningsfulde opgaver, hvor du både kommer til at gøre en forskel og er med til at forme dine opgaver
  • mulighed for at bruge dine kommunikationsfaglige kompetencer tæt på topledelsen i en af landets største forvaltninger
  • stor frihed under ansvar og fleksible arbejdstider, herunder mulighed for hjemmearbejde
  • dedikerede og hjælpsomme kolleger, som glæder sig til at tage godt imod dig

Om os
Forretningsudvikling er en nyere enhed i Stab, som er den centrale og understøttende afdeling i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Vi er 16 medarbejdere med forskellige fagligheder. Nogle har rødder i servicedesign og digitalisering, mens andre har i økonomi og kommunikation.

Det, vi er sat i verden for, er at styrke udvikling og det tværgående samarbejde i forvaltningen. Vi skal understøtte forvaltningens afdelinger og ledelse og sikre, at vi i fællesskab får tænkt hele vejen rundt, når vi gennemfører tværgående udviklingstiltag.

Vi har ansvaret for at drive store tværgående projekter og analyser i forvaltningen, finde nye løsninger og understøtte direktionen med kommunikationsopgaver. Vi går op i det, vi laver, og vi vil gerne gøre en forskel for både forvaltningen og københavnerne. Og så er det vigtigt for os, at vi har det godt sammen, hjælper hinanden og griner sammen.

Som enhed lægger vi vægt på samarbejde, sparring og høj faglighed. Samtidig er der plads til nye idéer, initiativ og til selv at tage ansvar og drive opgaver fremad. For at kunne løse vores opgaver er vi afhængige af at have fingeren på pulsen og udvikle vores kompetencer og arbejdsmetoder. Derfor har vi fokus på kompetenceudvikling og på at sikre inspiration udefra.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Du vil blive indplaceret som fuldmægtig eller specialkonsulent, afhængigt af dine kvalifikationer. Stillingen er på fuld tid, og vi håber at kunne byde vores nye kollega velkommen mandag den 17. august 2026. Dit arbejdssted vil være Islands Brygge 37 i København S, men du skal også forvente at have dage, hvor du sidder på Københavns Rådhus.

Mere information
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Maria Bjerregaard på 29 43 45 30 eller enhedschef Anne Luja Hansen på 21 19 54 71.

Søg via linket senest torsdag den 18. juni 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtalerne i juni måned.

Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.